Paco de Lucia
Paco de Lucia
Paco de Lucia – manden, der bar Spanien i sin guitar lever desværre ikke mere. Men lidt mere end et halvt år inden han døde var jeg så uendelig heldig at få muligheden for at stille skarpt på mesteren, hvis idéer, guitarstemme og fortolkninger blev skabt af blod og nerver.
66 år – det var alt, hvad Paco de Lucia fik af tid på jorden. Hvilket synes ekstra uretfærdigt fordi han formentlig er den allerstørste flamencoguitarist, der har levet i det 20. og (indtil videre) 21. århundrede. Med sin guitar gav han det hele til alle, der føler for flamencoen: Liv og død, ære og svigt, sorg og glæde, had og afmagt, pligt og lidenskab, stolthed og skam, forelskelse og tab, forhåbning og fortvivlelse og kærlighed og længsel.
Allerstørst var han i årerne med sigøjner-sangeren, Cameron de la Isla (der døde af for meget narko, sprut og 60 Winston-smøger om dagen). Næsten 100.000 mennesker samledes i 1992 for at følge Camaron til graven. I titusindevis fulgte også Paco det sidste stykke vej mod uendeligheden. I Spanien blev/bliver han decideret anset som en nationalskat. Spanien, det tusindårige rejsemål for øje-mennekser, gik stå dagen han døde. Fra de største byer til de mindste flækker. Hele byer sørgede. Kun et par timer efter hans død erklærede hans fødeby to dages sorg. Butikker lukkede hurtigt for resten af dagen.
En helligdom er faldet. Som var Paven draget mod sin arbejdsgiver i det høje. Og dog – paver kommer og går. For millioner var tabet så stort som det helligste hellige: Jomfru Maria – i en sådan grad dyrkes flamencoen i Spanien. Viva, Paco de Lucia – olééééééééééé!