Mikael Persbrandt

Portrætterne jeg har taget af ham er taget i forbindelse med et besøg i København i juni 2018, hvor han skulle promovere sin selvbiografi, ”Som jeg husker det”. I bogen genegår han sit glorværdige liv indenfor teater og film, men han tegner også et billede af en Faust med en djævel indeni. Et decideret håbløst, fuldstændig krænkende, umuligt og dybt skandaleombrust menneske … en bad boy som har valgt at fortælle ALT i bogen. Med stor generøsitet og elegance – og et respektindgydende mod – fortæller han om en opvækst med en enlig resursesvag mor, ungdomskriminalitet og en evigt fraværende alkoholiseret far, hvis familie var tynget af en lang historie med alkohol, som førte til Persbrandts eget tidlige misbrug af spiritus. Et misbrug, der gradvist blev værre og værre og værre, og hvor han svingede mellem at være en tryg familiefar og en selvmordstruet, selvskadende personlighed, der misbrugte ALT - især alkohol, sex og kokain. Det var een lang permanent fest, der stod på i årtier men som endte med, at han fornedrede sig over for alt og alle. Særligt dem og det han elskede mest; sin familie, venner, sit fag, sine kolleger … og i sidste ende sig selv.

Det kulminerede i en indlæggelse, hvor han fik at vide at det faktisk ikke var narkoen og alkoholen, der var hans problem – han var bipolar! Her fik han forklaringen på, eller rettere åbenbaringen omkring, hvorfor han i SÅ mange år havde svinget frem og tilbage i såvel manisk som depressiv retning. Han fortalte, at på tidpunktet hvor han lå dér, mere eller mindre tvangsindlagt, var han hårsbredder fra at miste sin hustru, børn, familie, venner, karriere … og selve livet! »Der går ikke én dag, hvor jeg ikke takker Gud for de læger og sygeplejersker – de redde mit liv«, som han sagde det med stort eftertryk.
Helhedsoplevelsen var DYBT rørende … og voldsom. MEN – samtidig var det også opløftende og regulært lårklaskende morsomt at høre ham, med hans ENORME sans for humor og selvironi, berette (klogt!) om Sverige gennem 50 år, tidernes skiften, livet i det hele taget og naturligvis sit arbejde inden for teater og film.

Bogen er rystende læsning. Men – den er også som også, efter endt læsning, skulle være en opløftende og stærkt underholdende fortælling, der giver et klart billede af at der er håb forude efter at være kommet op fra det ALLERdybeste hul. I dag er han, på tredje år, fuldstændig clean (»Jeg har ikke engang lyst til at ryge en smøg«, som han sagde) og lever et helt normalt liv som familiefar, langt ude på landet … og er i det hele taget »i stand til at leve«.
Den svenske anmelder Niklas Wahllöf fra Dagens Nyheter har beskrevet den nu 54-årige Mikael Persbrandt som en af de »ophøjede galninge, der giver fanden i alting, undtagen slutresultatet«. Dét synes nu, til min KÆMPE glæde, også at gælde for hans liv – forholdet mellem værket og personen synes omsider at være i balance.