Kurt
Vil du ikk hjælpe mig med at få et par nye seler på?
»Jeg har bestemt mig for at blive 100 år!«.
Hvis det er rigtigt, hvad Kurt fortæller så skal han vente 26 år endnu.
»Ja, men sådan er det. Jeg bliver 100. For så vil jeg for første gang nogensinde i mit liv fejre min fødselsdag!«.
Fødselsdage har aldrig sagt Kurt noget. Det har frimærker til gengæld. I så voldsom en grad, at Kurt udover at have Danmarks største samling af frimærker, hvor frimærker er afbilledet på, så har han også sin egen frimærkeforretning i Vejlegade i Nakskov på Lolland.
Kurt kigger langt efter kunderne – det står lidt sløjt til med omsætningen i butikken. Formentlig nok fordi, at man ude fra gaden slet ikke kan se et eneste skilt, der viser at her ér en frimærkeforretning?
»Jeg lever ikke af forretningen. Jeg har både min invalidepension og folkepension«, forklarer han og spørger om ikke jeg vil gå med ovenpå og hjælpe ham med at få et par nye seler på. Hans bukser er hele tiden ved at falde ned.
»Den ene kan ikke lukke. Og jeg kan ikke selv klare at tage et par nye på. Jeg har prøvet flere gange de sidste par timer. Jeg er jo lam i hele den ene side«.
Efter at have sejlet i mange år for DSB, og været på togter rundt om i verden med andre skibe, fik Kurt for nogle år siden en hjerneblødning. Så alt går langsomt. Fordi Kurt ikke kan andet end at gå langsomt.
Kurts lejlighed, der ligger ovenpå butikken, består af en stue, et toilet og et køkken.
Der er frimærker over det hele. Særligt her i køkkenet. Stablet i kasser. Men lige herude er det noget andet, der er hans store stolthed.
»De tre stole har tilhørt Kaj Munk. Og har stået på præstegården i Vedersø«.
Kurt kommer ikke fra Vedersø, ligesom digterpræsten, men er født i Fåborg på Fyn.
»Kan du se, hvem jeg lignede som ung?«, spørger han og peger på et foto i vindueskarmen, »Frederik … fra Nina & Frederik!«.
Faktisk har han ret. Man kan godt se det! Sværere er det, at se hvilke bøger det er, som fylder i hele hans reol. De ligger stablet oven på hinanden. Og med bunden udad.
»Det er Morten Korch! Alle sammen. Jeg har 72«, siger Kurt og har igen en betragtelig stolthed i stemmen.
I dag sidder ingen på Kaj Munks stole. For Kurt er meget alene. Og, sidder kun et sted. I sin lænestol, under Morten Korchs samlede værker – og med benet oppe på en stol, som efter års slidtage har et hul på hjørnet, hvor man kan se rester af polstringen.
Ved siden af en kasse Caminate-cerutter vogter en Buddha-figur over, Kurt – som for mange år siden selv købte den ude i Østen under et af de mange togter han var på.
Indimellem, når kræfterne er der, får Kurt læst i sine elskede bøger – selvom synet ikk’ er, hvad det har været.
Efter at have givet ham seler på, og godt tre kvarters hyggelig snak, som han tydeligt var glad for, falder Kurt i søvn i sin ynglingsstol. Turen ned ad trappen til butikken for at ekspedere mig, og den lange vej her op i lejligheden, som tager fem minutter hver vej, er blevet for meget …
Inden jeg stille lister af sted tager jeg et sidste foto af Kurt, der sidder i sin stol – dagen lang, som han fortalte. Med god udsigt til fjernsynet. Som han stirrer på, når han ikk’ lige slumrer hen. Eller rettere, han stirrer på et stillestående billede fra overvågningskameraet nede i butikken … for at holde øje med de kunder, der næsten aldrig kommer.