Dr. Lonnie Smith
Som erklæret fan af alt hvad der er funky, var det en stor ære at fotografere et af klodens MEST funky mennesker … selv om han er født i 1942 og mere end 70 år, er der ingen slinger i valsen når han sætter fingrene til tastaturet!
Godt nok tiltaler man ham, Doctor Lonnie Smith, men doctor-tingen har ikk’ noget på sig. Det var et tilnavn han fik i 1970erne. Men den er til gengæld go’ nok når man postulerer, at han er en fuldt ud autentisk mester – på Hammond B3-orglet! En mesterlighed, der i de sidste fem årtier gradvist har indskrevet ham på de første sider i den amerikanske jazzhistorie.
Det hedder en Dastar. Hovedbeklædningen, som doktoren altid ses med. Han satte den første gang på hovedet i 1970erne, hvor han besluttede sig for at konvertere og blive sikh – som 23 millioner andre er det … dog primært i Punjab, Indien.
Dr. Lonnie Smiths tilgang til tangenterne er nærmest som en boksers. Han sender lynhurtige serier af hooks afsted – og efterlader en mavepuster af Rhytm and Blues. Med eftertryk på blues. Og gospel (naturligvis, fristes man til at sige). Han mestrer alle Hammond B3-orglets muligheder. Lige fra at kunne snige sig ind på det, og spille helt sagte og poetisk – for i næste øjeblik at få det gamle møbellignende træinstrument til decideret at eksplodere i massive lynnedslag af tonstung hardcore funk.
Det er stærke sager! Når man sådan lige kaster et henslængt blik på listen over alle dem han og hans fingre, siden 1960erne, har groovet med: George Benson, Dizzy Gillespie, Gladys Knight, Etta James, Lou Donaldson, Grover Washington, Jr., Dionne Warwick, Ron Carter, Bobby Durham, Idris Muhammad, Esther Phillips, Lee Morgan, David “Fathead” Newman, King Curtis og Blue Mitchell.
Indtil videre har Dr. Lonnie Smith indspillet mere end 30 albums … og, selvom han støtter sig til en stok, turnerer han stadig kloden rundt og spiller med samme energi som for 20-30-40 år siden …