Den sidste vinder …

Da Hassane Ahouchar fra Marokko kommer i mål som nr. 1 – på tiden 2 timer 15 minutter og 24 sekunder – er der en løber i feltet, der har næsten hele fem timer igen inden han er i mål … som den aller allersidste, ud af de 11.700 deltagere, ved Copenhagen Marathon 2015.
»Jeg tror altså, det er min mand, der bliver den sidste«, fortæller Birte, inden hun sætter sig op på den gabende mennesketomme tilskuertribune ved målstregen.
»Måske jeg kan få øje på ham heroppefra? Jeg kommer i al fald nok til at sidde her noget tid!«, vurderer hun med et spejdende blik.

Det samme er også tilfældet for mange officials, oprydringsholdet … og to trætte førstehjælpere, der ligesom Birte kigger længselsfuldt efter den sidste løber … så de kan komme hjem.

Folk har for længst fået lov til at krydse ind og ud og over den ellers afspærrede rute, som har været forbeholdt løberne, der kom fra i alt 75 nationer for at løbe de 42,195 kilometer …

Midt i al stilheden kommer nummer 10067, Toshiaki Nakajima, ind … han er, trods navnet, fra Spanien – og så er han glad … måske også fordi han ikke er den sidste? Der er nemlig flere ude på ruten …

… for mens der stadig bliver ryddet op kommer der en melding om, at der er fire tilbage ude på ruten!

»Ja, og Gunnar er jo så en af dem. Så er det bare om han bliver den sidste?«, smiler Birte, der næsten 20 minutter efter Toshiaki Nakajima er kommet ind, stadig sidder og spejder … forgæves …

… for den næste løber er nemlig heller ikke Gunnar. Det er nummer 5453, Hannah Leese, fra England, der omsider kommer i mål … with a little help from her friends …

… og opbakningen er tiltrængt, for hun kan kun gå – så ramt er hun.

Hannah kommer ind på tiden 6 timer, 46 minutter og 39 sekunder … og bliver belønnet med kys og kram (og yoghurt) fra sin fan- og support-gruppe …

Imens er Birte begyndt at miste tålmodigheden. Nu vil hun altså godt have helt styr på, hvornår det præcis er at Gunnar krydser målstregen. Hun forsøger at komme ind på den app, der viser hvor og hvor langt de forskellige løbere er …

Minutterne går og går, og oprydningsholdet kredser om målstregen … de er også utålmodige. De vil rigtig gerne pille den ned, så de kan komme ud og nyde resten af sommerdagen …

… men … på nær et par med deres datter i en Christiania-cykel, og en gut på en scooter, er der ingen løbere at se!

Målfoto-apparatet bliver pillet ned … der synes ligesom ikk’ rigtig at være brug for det længere …

Utålmodigheden griber om sig. Alle benytter enhver mulighed for lige at vende blikket mod målstregen for at se om de sidste – nu kun tre løbere – mon er ved at indfinde sig …

Og pludselig er der noget at skimte i det fjerne … midt imellem de mange, der nu enten går eller cykler på opløbsstrækningen …

De få standhaftige publikummer, for hvem det også er blevet en mission at se den sidste komme i mål, bryder ud i jubelråb og klapsalver … hele to løbere er ved at nærme sig MÅL. Er en af dem Gunnar?

Både ja og nej … mest nej … de to løbere, der stort set har fulgtes på hele ruten er nemlig danskeren John Schumann, med nummer 11015 (som løber for ”Ægtemandens Værn”) og Ruel Banquerigo fra Pasadena i USA.

På tiden 6 timer, 59 minutter og 10 sekunder krydser John målstregen … efterfulgt at Ruel, der i hele opløbet – som det også ses her – har haft overskud til at filme John og hans kamp for at komme over målstregen ….

… men … hva’ med, Gunnar????

Ja, Gunnar er der ikke nogen, der sådan lige ved hvornår lægger an til landing … men oprydderne spilder ikke tiden. Alt, hvad der kan pilles ned omkring selve målstregen bliver pakket sammen …

… imens går tiden – som nu har rundet syv timer!

Birte tager opstilling nede ved selve målstregen … i realiteten er hun på den måde kommet ti meter tættere på Gunnar, men …

… det gør ikke rigtig nogen forskel – for der er stadig ikke nogen Gunnar i sigte.

Birte forsøger sig igen med sin app. Jes, der er official og ham der styrer begivenhederne til det sidste, forsøger at hjælpe. Noget tyder på, at Gunnar er på Langebro!!!
»Så er der kun et par minutter til, han er her«, lyder den opmuntrende konklusion fra Jes, der – ligesom Birte – slår et stort lettelsens smil op!

Mens ”et par minutter” går, knokler oprydningsholdet ufortrødent videre …

Smilet vokser og vokser hos Birte, der blandt andet har brugt ventetiden på at købe umanerligt mange bakker friske jordbær!
»Ja, gadesælgeren var ved at pakke alt væk. Så jeg fik dem billigt. Det er til når vi skal fejre det i aften. Så er der også til min søn. Han har fulgt Gunnar det sidste stykke ude på ruten«, forklarer Birte.

Omkring kl. 16:45 sker der noget … en official vender sig om for at se bagud … i det fjerne kan man igen svagt høre klapsalver og råb. Er … er det virkelig … ???!

JA, FOR HEL**** … DET ER GUNNAR !!!!!!

Han kæmper sig frem … der er godt 200 meter igen …

… de sidste kræfter skal mobiliseres – Gunnar får opmuntrende ord fra Palle, der i nogle timer har cyklet ved siden af ham. Palle er den official, der holder øje med den sidste løber og når han cykler over målstregen med sine røde flag er løbet officielt slut.

… under 30 meter tilbage!

SÅ, er der kun ganske ganske få meter igen …

… og DÉR … på tiden 7 timer, 8 miuntter og 35 sekunder, krydser Gunnar Ingemann Rasmussen målstregen, som den aller aller sidste løber ved Copenhagen Marathon 2015 …

Birte fanger det store øjeblik til den digitale scrapbog og er tydeligt stolt over sin Gunnar.
»Ja, han er jo født i 1944 …«, erklærer hun mens billederne på mobiltelefonen hober sig op.

Kun et par uger forinden har Gunnar således kunnet fejre sin 71 års fødselsdag!!!

Stor gensynsglæde og kram … og en imponerende frisk Gunnar!

»Jeg løb uden skader«, proklamerer han højlydt som det første og kigger efter sin søn …

Mens Gunnar lige får pusten er Jes, og hans folk fra løbeklubben Sparta, allerede godt i gang med at pille målet ned …

… NU er det immervæk med at komme hjem!!!

I mellemtiden har Gunnar fået sin medalje, en masse ros og en flaske vand fra tililende Sparta-officials.
»De står der henne med båren … men det virker ikke som om, du skal bæres væk«, siger jeg til Gunnar.
»Nej, Ovehovedet ikke. Sidste år, der løb jeg den faktisk på 5:49 … men du kan godt se, jeg er lidt bagud i dag«.
Hvad skyldes det?
**»Jeg har ikke trænet noget særligt. Sidste år trænede jeg 400 km før jeg løb, på fire måneder. I år, har jeg kun trænet 150 km. Nå, ja og det var også fordi jeg fik en blodprop i benet, for fjorten dage siden, du ved … så jeg løber på lidt blodfortyndende«, lyder det tørt fra Gunnar, som faktisk på ingen måder virker udmattet!

Blodprop i benet! Blodfortyndende! Da jeg, noget overrasket, spørger om hans læge har sagt ok til, at han godt lige måtte løbe et maraton, så kort tid efter en blodprop i benet, forstår han nærmest ikke mit spørgsmål.
»Jeg har da ikke spurgt nogen om lov. Jeg har bare fået noget blodfortyndende … jeg har været på Herlev sygehus. Det gik alligevel, jo … det er min søn på 22, der står derovre. Han kom og støttede mig de sidste femten kilometer«.
Løb han virkelig ved siden af så langt?
**»Han kunne gå ved siden af«, griner Gunnar højt, »Og min søde kone, Birte, hun dukkede op da jeg var nået halvvejs og sagde: ”Skal vi ikke stoppe her, mens legen er god?”, men det skal jo gennemføres«.

»Jeg synes det er det rene galimatias«, afbryder Birte hovedrystende i baggrunden.
Men det tager Gunnar ikke megen notits af.
»Bare vent, jeg kommer igen til næste år!«, råber han og slår igen en stor latter op.
»Åh, nej«, lyder det fra Birte …

Ligesom i år, så var der i 2014 også kun oprydningsholdet tilbage. publikummer var for længst *forsvundet. Af gode grunde. Ingen skulle nyde noget af kulden eller regnen. Værre var det for de mange officials og oprydningsholdet – de havde ikke noget valg. Alt skulle pakkes ned. Først og fremmest målstregen, så man igen kunne åbne for trafikken på Islands Brygge, hvor START og MÅL er …

… derudover var der så alle de mange telte og tribunerne omkring START og MÅL, der også skulle pilles ned.

Ikke een blev længere end højest nødvendigt … særligt ikke da regulære vandsøjler fik skyerne til decideret at gå op i sømmene og gennembløde København …

»Du kan godt glemme det«, sagde en af arrangørerne fra Sparta, »Den sidste er kommet i mål, og er registreret. Gå dog hjem i varmen og få tørt tøj på«.
Jeg svarede, at jeg havde fået en melding om, at to løbere var kun seks-syv minutter væk. De var nået til Langebro.
»Det tror jeg sgu ikk’, men held og lykke«, sagde han og rullede et stort drivende vådt Nykredit-banner sammen.

Der gik nogle minutter og jeg luskede lidt rundt om oprydningsholdet, der knoklede videre i regnen. Og så PLUDSELIG …

… langt ude i horisonten – dér var de!!! To mand. Kæmpende. Kun fulgt af en entusiastisk forbipasserende, en traktor der indsamlede bannere og (skulle det senere vise sig) den forreste løberes hustru og lille datter på cykelen i forgrunden.

I år var der altså ikke kun én, men to, der kæmpede om sidstepladsen … eller måske rettere om ikke at blive sidst?

… tempoet blev i al fald sat op af herren i sort, så manden i grønt kom en meter bagud.

Nu var der kun under fem meter tilbage – sådan cirka.

Og dér krydser næstsidste mand målstregen … eller rettere en ledning, som ligger der hvor den nu forsvundne målstreg havde været en time forinden.

SEJR!!!

Det viser sig, at nummer 6156, er danskeren Jakob Errboe Holtze. Han kommer i mål som den næstsidste ved Copenhagen Marathon 2014, som nummer 9.618 på tiden 7 timer og 8 minutter.
»Det gjorde ondt. Av for en hård tur!«, fortæller en lidt stakåndet Jakob, »Også fordi vi her til slut var helt alene derude. Der kørte en motorcykelbetjent bag os, og til sidst sagde han, ”Nu må I ind på fortovet … nu går den ikk’ længere. Vi skal have genåbnet byen”.«

»Det er mit første maraton. Jeg har trænet siden januar, men øøøh …«, Jakob stopper og begynder at grine, »… ja, så gik det lidt i stå hen over foråret ikk’«.
Jakob griner endnu højere og fortæller, at han følte det var de sidste 30 kilometer, der var værst.
»De første 10-12 kilometer er okay, men … så gik det bare langsommere og langsommere og gjorde mere og mere ondt. Jeg hang fast i nogle fartholdere, indtil omkring 18 kilometer, men så tabte jeg dem og så var vi alene derfra. Og det var godt nok kedeligt – særligt fordi det begyndte at regne og alle samba-pigerne gik hjem … så er der godt nok ikke særligt meget fest og farver over Copenhagen Marathon«, understreger han og griner igen igen.

Jakobs følgesvend de sidste mange kilometer er den 51-årige englænder, Naveed Abbasi. Det er først nu de har lejlighed til hilse på hinanden … de giver hinanden en krammer og takker for at have haft hinanden undervejs.
»Jeg er fra Nottingham og er kommet hele vejen til Danmark for at deltage«, fortæller Naveed, der overhovedet ikke er ked af at være den sidste. Tværtimod.
»Det her er mit 21. maraton, og for mig er det vigtigste at komme i mål. Ligegyldigt, hvor lang tid det tager«, siger han med et noget anstrengt smil. Han ryster af kulde!
»Puuuha … jeg er ved at DØ af kulde« siger han til den måbende Sparta-repræsentant, der er kommet løbende.

Sparta-repræsentanten spørger, hvem af dem, der var sidst – kameraet på målstregen er jo for længst pillet ned. Men Jakob insisterer solidarisk på, at de kom i mål samtidigt – og derfor er de noteret for samme tid og placering.

Sparta-repræsentanten lover at notere dem som Jakob har sagt og løber hen for at indberette det, hente tæpper OG medaljer.

Et minut senere er han tilbage, i højt humør og uddeler krammere til de to tapre løbere, der har været næsten en HEL arbejdsdag om at gennemføre Copenhagen Marathon 2014.
Mens Jakob bliver krammet, fortæller Naveed, at måden han skal fejre det på er ved at tage hjem.
»Jeg skal nå flyveren her kl. 19, fra Københavns Lufthavn, og så direkte hjem til min kone og børn. Dét glæder jeg mig til«, smiler han.

Jakob virker næsten upåvirket af det lange løb og taler i ét væk.
»Men han var heller ikke HELT alene derude«, råber Jakobs kone, der står i baggrunden.
»Det er rigtigt«, bekræfter han, »for min kone og dejlige datter, Vilma, kørte på cyklen ved siden af mig de sidste ti kilometer … og sørgede for, at jeg fik Mars-bar og pølsehorn. Pølsehorn kan jeg anbefale til alle marathon-løbere!«.
Igen griner han højlydt, trods regnen, kulden og vinden.

Jeg spørger om der var et tidspunkt på ruten, hvor han var ved at give op?
»Nej, det var der faktisk ikke. Jeg vidste, at jeg ville gennemføre det. Koste hvad det ville. Og de sidste kilometer sagde jeg hele tiden til mig selv, ”Du behøver ikke gøre det igen, du behøver ikke gøre det igen, du behøver ikke gøre det igen”«.