Danmark ligger i USA
Danmark ligger i USA. Og sådan er dét!
Jeg ved det ikk’ er løgn, for jeg har selv været der.
Denmark, som det naturligvis udtales over there, ligger helt præcist i South Carolina i de amerikanske sydstater. Lige nordvest for Bamberg County – du kan bare ta’ Route 78 eller Route 321, så er du der. Begge vej går lige igennem Denmark, lidt nord for downtown.
På vej til Denmark kan man også ta’ en afstikker og drøne til Hilda … desværre er der ikke en by, der hedder Keld.
Sidst man talte efter, boede der 846 familier i Denmark … The city of pride, som man ikke går af vejen for at minde besøgende om!
3.487 mennesker … så mange/få bor der i Denmark. Fordelt på 10 kvadratkilometer, i lidt over 1.300 beboelser.
Man skal for Guds skyld heller ikk’ glemme, at Denmark er hjemstedet for den (ifølge de lokale) berømte The Dogwood Festival. En blomsterfestival, hvor man hvert år i begyndelsen af april fejrer, at kornel-blomsten (Dogwood) springer ud til højre og venstre med sine lyserøde og hvide farver. Dette er anledning nok til, at byen i hele to dage fyrer den maksimalt af, primært på hovedgaden.
I byen har man fejret festivalen siden 1982, og Dogwood-festivalen begynder altid med en ”prayer brunch”, hvor man før og efter sin brunch beder til Gud. Da jeg kom forbi var taleren en kristen komiker og dj. Parader er der også, hvert år – mest af alt af biler – og gadedans (som du kan se ved at klikke ind på YouTube-klippet: Denmark Dogwood Festival Street Dance), liveoptrædener, spil for børnene, forlystelser, konkurrencer og spisesteder: ”Bring your lawn chairs and come out to the square and have a good time!”, som opfordringen lyder. Helt i den gode gammeldavs ”Southern hospitality”-ånd.
Her i Denmark siger man skam også stadig, »Sir« og »Ma’am«. Og bruger sydstatsvendinger som, »I been livin’ here darn near my whole life«. Ligesom man meget hører, »Y’all« (sammentrækningen af ’you’ og ’all’) – bl.a. når man er på vej ud af en forretning og ekspedienten sender sydstats-klassikeren efter dig: »Y’all come back now, y’hear?«.
Fordi man betaler meget mindre i skat i USA end i Danmark, så tjener man derfor også mindre. Men i Denmark ligger den årlige gennemsnitsindkomst alligevel kun på mellem 100.-130.000 kr. Denmark er ikke en by, hvor Sydens bedst stillede holder til. 35 procent af byens indbyggere lever under fattigdomsgrænsen.
Denmark High School … det lyder godt. Men der sker ikk’ så meget. Skolen, der blev bygget i 1920, lukkede nemlig i 1985.
Sidste gang nogen blev myrdet i Denmark var i 2008. Og i 2014 var der ’kun’ 13 røverier, 25 overfald, 88 indbrud, 98 tyverier, 6 biltyverier og 1 brandstiftelse. Måske, det er derfor Denmark kun har 11 strømere?
»Hvad i alverden laver du her … i Denmark?«, spørger en imødekommende, men meget undrende Kevin Peachey, der er brandmand ved Denmark Fire Department. Han har faktisk lidt svært ved at komme sig – dels fordi der aldrig kommer udlændinge forbi Denmark og så fordi, jeg er fra LANDET Denmark. Selv kommer han fra Pennsylvania, tæt på den canadiske grænse.
»Jeg var træt af, at der altid var så koldt om vinteren. Jeg kunne ikke holde det ud. Derfor tog jeg for et par år siden til Denmark … for at få varmen«, griner han og tager en tår af sin kaffe som han netop har hentet et lille stykke længere nede af gaden … i sin kæmpe brandbil.
Jeg kigger på skiltet, der er sømmet fast på garagen; ”We Will Never Forget 9-11-01 FDNY 343”.
»343 … så mange brandmænd mistede livet under terrorangrebet. Det sidder der så vi dagligt bliver mindet om det offer de gav for deres land«, forklarer Kevin om sine omkomne kolleger fra New York.
»Og skiltet nedenunder, med de to englevinger omkring brandhjelmen er for at mindes Wayne Gibson. Han var vores vice-brandchef og omkom som følge af en brand i den forretning, hvor han havde et bijob. Han formåede at lukke for en række propangas-tanke i den brændende bygning … desværre fik han så alvorlige forbrændinger, at han senere døde. Men det han gjorde betød, at en masse andre mennesker reddede livet«, fortæller Kevin Peachey med tydelig stolthed og ser på skiltet, hvor der står: ”GAVE ALL 6-18-07”.
Som det kan ses er stationens udrykningskøretøjer helt blankpolerede – men det er der en grund til … man har god tid. For SÅ mange brande er der heller ikke i Denmark, afslører Kevin.
»Vi rykker vel i snit ud fem gange om ugen – og de fleste udrykninger er enten græsplaner eller lader med hø, der er gået i brand når temperaturen stiger og alt udtørrer«.
Helt fra april og frem til oktober ligger temperaturerne i Denmark typisk på mellem 25 og 35 grader – tørrest i juni, juli, august og september.
Stationens gamle stigebil er lidt falmet, »men er stadig i brug«, fortæller Kevin, der inviterer indenfor i garagen …
Fire mand … flere er de ikke på vagt af gangen i Denmark Fire Department.
»Bilbrande er også noget vi rykker meget ud til. Rigtig mange faktisk«, forklarer Kevin og ser, at jeg er et stort spørgsmålstegn.
»Folk stikker ild til deres biler af forsikringsårsager. Af mange forskellige grunde. Men …«, Kevin stopper og begynder at grine, »… man behøver ikk’ ligefrem tilkalde en brandtekniker for at afsløre dem. Det er meget let at gennemskue, de selv har gjort det. For som regel er der ikke noget stereoanlæg i bilen … det er fjernet. Ligesom den er mistænkeligt tømt og strippet … for ALT«, griner han endnu højere og giver mig et godt solidt og oprigtigt håndtryk – og et »God bless you!« – inden han skal tilbage til arbejdet.
Da Denmark Technical College åbnede i 1948 var skolens motto: “He Who Hath a Trade Hath an Estate”. Sådan. Definitionen af den amerikanske drøm. Og på det tidspunkt var skolens primære mål at uddanne sorte indenfor fag som madlavning, bagning, snedkeri, maling, VVS, murerhåndværk, barber- og frisør, kosmetologi, automekanik, skomager, syerske, skrædder osv. osv. I dag er det, for en overskuelig sum penge, stadig muligt at tage en toårig uddannelse, der udløser diplomer, certifikater og en grad i det ene eller andet. Eksempelvis kunst, regnskab, computerteknologi, web-design og stadig også de ’gamle’ fag som VVS, kosmetologi, sygehjælper og svejsning.
Den ser ikke ud af meget. Faktisk lidt kedelig. Men det er Denmarks stolthed! Den gamle telefoncentral, The American Telephone and Telegraph Company Building – engang ejet af det, der i dag bare hedder AT&T. I 1923 blev der nemlig skabt kommunikationshistorie i lige præcis denne bygning.
Lige siden 1898 havde langdistance-linjer fra Virginia til Georgia, og fra Alabama til Charleston, passeret igennem Danmark, hvilket gjorde byen til det oplagte sted for en omstillingscentral. Derfor begyndte man i 1921 at konstruere bygningen, som stod færdig året efter. Og da AT&T havde oprettet sin første oversøiske destination nogensinde, via et kabel dybt på havbunden fra Key West i Florida til Havanna, Cuba, indviede den daværende amerikanske præsident Warren G. Harding den nye tjeneste, den 11. april 1923. Det gjorde han ved at gribe knoglen i Washington og foretage verdenshistoriens første transkontinentale opkald til Cubas præsident, Mario Garcia Menocal i Havanna. En samtale, der kun var mulig fordi AT&T i Denmark fungerede som omstillingscentral.
»Under 2. Verdenskrig var telefoncentralen i Denmark så stor en sikkerhedsrisiko, at bygningen blev bevogtet af samtlige amerikanske sikkerhedstjenester«, fortalte Fred Weber Pitts i marts 1996 til avisen Bamberg Advertizer-Herald. Fra krigens begyndelse og i mange år efter var han ansat som omstiller på centralen.
»Den havde afgørende betydning, fordi den samlede strøm af kommunikation, der flød til og fra USA på østkysten, gik igennem Denmark. Derfor var bygningen bevogtet dag og nat af soldater.
Hvis der var sket noget med centralen i Danmark, ville al kommunikation være brudt ned – hele vejen fra nord til syd, fra øst til vest. Vi var et nervepunkt, lige her i Danmark. Det ville have været det første sted tyskerne ville have bombet eller saboteret«.
Meeen den tid er for længst ovre … i dag ligger her en stor marskandiser- og antikforretning.
86 procent af de lidt over 3.500 mennesker, der bor i Denmark er sorte. 12 procent er hvide, godt 1 procent er af indiansk afstamning og lidt færre er asiatere og latinoer. Ikke een af dem er dog af dansk afstamning. De fleste ved, Denmark er et land, men ellers aner ingen i byen en hujende fis om det der Danmark.
Dog valgte man i 1947, at … lege lidt videre med ’det danske’. Der stod byens biograf nemlig færdig og man navngav det, The Dane. Dengang kunne det huse hele 720 ’danes’ i sine sæder, på gulvet og på balkonen. I 1979 blev nøglen dog sat i døren til den fine art deco-bygning, og drejet om. Det der med at gå i biffen var åbenbart ikk’ lige Denmarks kop te.
»Jeg kom i biografen fra jeg var barn og kan huske, at oppe på balkonen var dér, de sorte skulle sidde, hvis de ville se en film. Jeg forstod ikke, hvorfor de sad dér?« forklarede Mrs. Debra Heath, i 2007 til Denmarks lokalhistoriske selskab.
»Men jeg kan huske, at jeg tænkte de var heldige, at de sad så højt. Mere end noget andet var det dér jeg allerhelst ville sidde og se filmene. Jeg var for lille til at forstå den egentlige grund til, at de sad dér og vi andre nede i salen«.
Mrs. Heath boede dengang med sine forældre i byen Olar, 17 kilometer uden for Denmark. Alligevel var hun tit i biografen.
»Der var så køligt og mørkt. Og der var dybrøde veloursæder som jeg synes var så smukke«, huskede Debra Heath, hvis far var en stor beundrer af John Wayne.
»Han missede ALDRIG en John Wayne-film. Vi så, hver og en af hans film i The Dane Theatre. Jeg kan også huske, at det var her jeg så samtlige Disney-film og film som De Ti Bud, Borte Med Blæsten og som ung, Fagre voksne verden«.
Men i dag er samtlige filmruller for længst borte med blæsten. The Dane er i dag kulturhus – og det har krævet nogle ofre. Mere end 300 af sæderne er væk fordi der skulle være plads til forskellige rum. Men lidt mere end 400 sæder er tilbage foran scenen, der er blevet lidt større.
Årsagen til, at man i Denmark ikke ved noget om Danmark er måske fordi, byen overhovedet ikke er opkaldt efter vores lille andedam! De tidligste nybyggere, der ankom til området, og fordrev de mange forskellige indianerstammer der levede her, var primært tyskere, schweizere, irlændere, huguenotter og englændere.
En af dem var en driftig pioner, ved navn Zachary “Big Zack” Graham, der ad åre satte sig på store dele af området. Derfor var det ham jernbaneselskabet, South Carolina Canal and Rail Road Company (SCCRR), gik til i 1830 da man ville føre en del af en større jernbanestrækning gennem det enorme landområde han ejede. Ruten skulle gå gennem South Carolina, fra det østligste af Charleston til det mest vestlige af Hamburg – på den østlige bred af Savannah-floden overfor Augusta, Georgia.
Det var jernbaneselskabets allerførste damplokomotiv, det amerikanskbyggede The Best Friend of Charleston, som skulle fragte passagererne frem og tilbage på Charleston-Hamburg-linjen – hvor det i december i 1833 kunne stævne ud på sin allerførste tur. På det tidspunkt var ruten, der var 210 kilometer, den længste passager- og fragt-jernbanestrækning i verden!
Og “Big Zack” havde gjort en god handel. Som betaling havde han ’kun’ forlangt, at SCCRR anlagde en station på hans område – der lå halvvejs på strækningen … en strategisk god placering! Det betød, at fra allerførste tur var det her man gjorde et stop, så de trætte togpassagerer kunne få et måltid … på hans nyopførte spisested. Ligesom de kunne hvile ud det ligeså nyanlagte hotel … som han ejede.
Fire år senere, i 1837, havde han fået opbygget en lille by omkring skinnerne og grundlagde officielt byen, Graham’s Turnout. Som i takt med at den voksede, ikke længe efter skiftede navn til bare at hedde Graham’s.
Da et andet jernbaneselskab, The South Bound Rail Road Company, i 1890 begyndte at anlægge en rute, der gik fra nordstaterne til sydstaterne, indgik man et samarbejde med SCCRR om at sammenflette ruten med den eksisterende. Da arbejdet var færdigt året efter, i 1891, migrerede hele Graham’s omkring halvanden kilometer. Lige præcis til stedet, hvor de to strækninger smeltede sammen.
Et nyt samfund krævede et nyt navn, mente man, og besluttede at døbe byen; Denmark, South Carolina. Og den enkle grund, der altså ikke har en disse med Danmark at gøre, er at man ene og alene gjorde det til ære for en vis kaptajn Isadore Denmark fra Savannah. En repræsentant for jernbaneselskabet, der mere end nogen anden arbejdede passioneret på at udvikle området og skabe vækst, ved at etablere en togforbindelse til det nordlige USA.
I dag, mere end 120 år senere, står der stadig en stationsbygning på stedet, hvor den oprindelige stod. Station Building – »med venterum«, som man fremhæver det ! – er bygget i 1920 og ligger på 200 West Baruch Street og har to afgange om dagen, morgen og aften … som man, næsten, kan se og høre ved at klikke ind på YouTube og se et klip en har lagt ud: AMTK 184 (HERITAGE IV) leading P091-17 into Denmark, SC! BEAST K5LA ACTION!
Årligt bliver det til omkring 4000 mennesker, der står på og af i Denmark – det vil rundt regne sige kun ti mennesker om dagen. Hvilket stort set var det antal mennesker jeg så i de par timer jeg trissede rundt … i Denmark, South Carolina, USA.