Cecil McBee
En kop Medova-te … og så liiige et stille øjeblik for sig selv. Det var det første han skulle inden lydprøven … Cecil McBee – den store amerikanske jazzbassist, der er på listen over de mest indflydelsesrige musikere i jazzens historie.
Det kan godt være, han er født I 1935, men når Cecil McBee, sætter sine aldrende fingre på de voluminøse basstrenge spiller han som en ung mand.
Cecil McBee blev født i Tulsa, Oklahoma, og efter at have brugt et par af sine ungdomsår i den amerikanske hær begyndte karrieren i 1959 hos jazzdronningen, Dinah Washington.
Men det var først fem-seks år senere, da han i midten af 1960’erne flyttede til New York, at han for alvor fik talentet op i de helt høje omdrejninger. Her begyndte han at indspille med den største af dem alle – Miles Davis. Og derefter Jackie McLean, Wayne Shorter, Yusef Lateef, Keith Jarrett, Freddie Hubbard, Woody Shaw og Alice Coltrane.
Selvom Cecil McBee debuterede så langt tilbage som i 1959, er det kun blevet til ganske få plader i eget navn – og kun en håndfuld siden 1970’erne. Til gengæld har han spillet, turneret og indspillet plader med … ja, alle i jazzens Blå Bog. Udover de førnævnte kan også tælles Mal Waldron, McCoy Tyner, Pharoah Sanders, Elvin Jones og Johnny Griffin.
Udover, at Cecil McBee stadig er aktiv som musiker, så er der kræfter nok til også lige at undervise i musik på The New England Conservatory i Boston, Massachusetts, hvor han bor.
Cecil McBee har to gange modtaget en Grammy – den højeste amerikanske musikpris.