Brune Steder

En ægte brun hemmelighed. Gemt af vejen under vintersolen, bag en nærmest modegrå og totalrenoveret bedsteborger-facade. Endda i Vestergade, der løber lige igennem Randers centrum. Men den er go’ nok. Mellem porten ind til Farvergården, der er opført i 1771 og et etablissement, som tilbyder liflig thai-massage, ligger Vestergades Café i nr. 8.

Vestergades Café – et brunt værtshus, der har været brunt siden … ja, det er der ikk’ så mange, der præcist kan huske? Sikkert er det, at her i de selvsamme lokaler, der hører til Farvergården, lå engang Randers allerførste posthus. Siden blev det hotel – og indgangen lå, ligesom posthuset, her hvor der nu nydes bayerske øl og små skarpe … og store!

»Når man kom herind, førte der en trappe op ovenpå til hotellets værelser«, forklarer Henrik på 55 og skænker en iskold Thor Pilsner i glasset inden han fortsætter, »Min farmor har gjort rent på værelserne. Det var nok i 1920’erne? Jeg tror her har været værtshus siden 40’erne? Jeg er kommet her siden den 2. Juni 1979. Ved du, hvorfor jeg kan huske det! Fordi, det var den dag jeg begyndte ved jernbanen. Jeg var 20 år og fik en kollega, som jeg kom på indøvelse ved – altså han skulle oplære mig – og han raflede med et fast hold herinde. Og ved fyraftenstid tog han mig med ind til stambordet. Men der gik sgu to dage før jeg fik lov til at rafle med … man skulle lige se den unge knægt an«, fortæller Henrik og begynder at grine.

Uret går, men herinde står tiden alligevel umærkeligt stille, midt i al nikotinstøjen.
»Man har altid kaldt stedet for ”Vestergades den billige” … fordi det var og er det billigste værtshus i byen«, forklarer Henrik … og tilbyder en kold Thor.

Fred og ro og røg og en kold i en solstribe …

»Livets genvordigheder og tidens tand har jo sat sine spor. I mig. I mit ansigt. Rynker og sådant. Men inderst inde er jeg jo ung og har mit hjerte endnu«, fortæller 70-årige Jette, der sidder alene ovre ved vinduet, ud mod Vestergade.
»Men øh … jeg har levet mit liv. Nej … ikke helt … ikke helt. Jeg har nogle dejlige børn. De to yngste bor på Frederiksberg i København. Den ene har to små tvillingepiger. Og den mellemste var lige hjemme ved mig i går, med hans dejlige indiske kone. De blev gift sidste sommer. Min ældste søn … ja, han forstår mig så bare ikke. Men … jeg har harmoni i mig selv nu«, næsten understreger Jette og kigger ned i bordet.

Jette, der kommer fra Fyn, hvilket tydligt høres trods de mange år i Randers, begyndte allerede at arbejde som 14-årig.
»Først var jeg i huset. Og skulle passe tre børn. Så stod jeg i en kiosk – og solgte blade, cigarer, cigaretter, slik … og så var jeg ansat på et plejehjem i tre år, da jeg var i 20’erne. Jeg passede de ældre mennesker. Det kunne jeg rigtig godt lide. Ja, og så var jeg i Australien. Her boede jeg i et års tid. Hos min bror. Han var sømand, ligesom min anden bror, og mødte en australsk kvinde. Her endte han sit liv. Han døde i november. Hvilket tog hårdt på mig.

Jette tog tilbage til Danmark, i sidste halvdel af 1960erne, for at blive gift. Efter hun i et par år havde været ringforlovet.
»Ja, og så fik jeg jo ellers født tre børn. Samtidig med, at jeg hjalp min mand med at blive selvstændig. Og … så blev jeg skrottet … som 51-årig«, afslører Jette med en sagte stemme, der knækker lidt over. Hun stopper med at tale og tager en tår af sit glas med rødvin.

»Så havde han ikke brug for min hjælp mere«, fortsætter Jette efter at have stillet glasset tilbage på bordet. Jeg var jo familiemenneske – men det var han ikke. Jeg bakkede ham op. Hele vejen. Og endte med at blive medhjælpende hustru i firmaet. Men … han var jo i panikalderen. Kvinder kommer i overgangsalderen og mænd kommer i panikalderen. Det er forskellen på mænd og kvinder. Og … ja … det tog mig mange år, at … jeg forstod jo ingenting«.
Jette bliver kortvarigt fjern i blikket og stirrer ned på gulvet.
»Han mødte en kvinde, der ligesom ham også var gift. Og senere blev de så gift. En som vi faktisk begge havde kendt hele vores liv. Det knækkede mig psykisk. Jeg blev indlagt. Og siden da har jeg brugt ti år af mit liv på at vågne op. Forstået på den måde, at jeg indså jeg havde glemt mig selv hele livet. Jeg har levet for andre mennesker. Og det gider jeg ikke mere. Men jeg håber, han er glad og lykkelig i dag. Jeg er kommet videre«, siger Jette … uden, at det dog lyder som om hun selv er helt overbevist.

… et vaskeægte brunt hyggehjørne.

Helt op til 1978, hvorefter hun kom på plejehjem, var værtshuset ejet af Marie.

»Hun var altid iført en hvid kittel. Og så røg hun cerutter«, husker 64-årige Eigil, der ryger pibe. Og nyder det! Så meget, at han under vores samtale flere gange lukker øjnene i velbehag. Eigil kom til Randers i 1975, fra Grenå, og nåede at opleve stedets notoriske værtinde. Ifølge ham havde Marie haft sin gang i huset, helt tilbage fra hun var ung pige og stedet var hotel.

Første gang Eigil selv trådte ind ad døren til Vestergades Café var for 38 år siden.

»Det var i 1976. Jeg var musiker og havde kun været her et år, da jeg kom med i et lokalt orkester. Vi manglede et øvelokale og satte en notits i avisen. Der gik ikke længe, så fik vi et brev fra ægteparret, der ejede bygningen. Vi kunne leje et lokale ude i baggården. Her øvede vi så tre gange om ugen, efter arbejde. Jeg havde to jobs. I en butik, her inde ved siden af og så på et værksted, der ligger lige herovre, hvor jeg afsyrede møbler. Engang imellem, efter jeg havde lukket butikken eller værkstedet, kom jeg herind for at få en bajer. Men det var søøørme ikke velset dengang … at sådan en ung mand, på 26 år kom herind og drak en øl«.

I det hele taget var Marie en bestemt dame.
»Marie drev stedet med sin søn, der hed Hans. Han var nærmest hendes butler. Begge to så de skævt til, at jeg var så ung. Og gik på værtshus. Men det var sgu ikk’ det værste. Hun blev for alvor højtråbende, hvis der kom damer herind. De måtte slet ikk’ være her! Kun, hvis de var i selskab med deres husbond«, husker Egil og griner så meget, at han næsten får piberøgen galt i halsen.